Krystalgade i Rønne. Gaden blev brolagt i 1872, hed før det Skidenstræde
Krystalgade. Før ombygning af Dams Hotel 1909-1910. Dams Hotel, se mere HER.
Krystalgade ca. 1905, med Dams Hotel og Hotel og Gjæstgiveri Nutiden. Fra Colbergs Boghandel. Ukendt fotograf. Bornholms Museum.
Krystalgade, med Dams Hotel, før en stor ombygning, der var færdig i 1910. Det kunne være Chr. A. Møller i Sct. Mortensgade, der har taget billedet. Her er det gamle hotel og naboejendommen mod Torvet stadig bevaret. Foto fra 1905, på Bornholms Museum.
Selv om platter pt. er aldeles yt – og i særdeleshed en platte med en dekoration i noget miserabel stand, så er denne platte med motiv fra Rønne meget sjov, set i et ”fotohistorisk” perspektiv.
Her har fotografen (Th. Yhr? Chr. A. Møller? Ch. L. Sundbøll?) leveret en tynd kontaktkopi af et fotografi fra Krystalgade i Rønne, så tyndt, at det kunne monteres, altså klistres på en platte. Og selvfølgelig er det en gul terrakottaplatte, ikke stemplet, men fra en af Rønne-fabrikkerne. Efterfølgende er platten dekoreret med blå himmel, men man ser tydeligt billedets afgrænsning. Til højre er det Dams Hotel før et nyt hotel blev opført efter tegninger af Jens Ingwersen i 1909-1910. Til venstre på plattens billede er det ”Hotel og Gjæstgiveri Nutiden, C. Jacobsen” står der vist også på skiltet. Billedet er også blevet brugt (posthumt) af borgmester Niels Nielsen, 1872-1942, i bogen ”En by vokser til”, Rønne 1890-1914, fra 1959. |
Dams Hotel i Krystalgade, Rønne, foto Charles Leander Sundbøll, fotograf på Bornholm fra 1912-1929. Og bilen!! J. 2?? Bil nr. 2 på Bornholm:
Oplysninger fra Allan, Bornholms Motorveteraner: Dette køretøj tilhørte Hjalmar Ankarfeldt som var vognmand. Han kom til Bornholm i 1909 og blev bogholder i købmand Chr. Smidts forretning i Svaneke. I 1911 nedsatte han sig i Rønne som vognmand. Han købte en lille åben rutebil og en personbil (den på billedet viste Apollo bygget i Apolda i Thüringen). Han var i øvrigt årsag til en jordemoders død på vejen mellem Klemensker og Årsballe, da hendes hest blev skræmt af bilen, men det er en længere historie. I 1914 måtte han lade rutebilen gå tilbage til den københavnske sælger, hvorefter han rejste fra Bornholm og til Ærø, hvor han drev isenkramforretning, grovvareforretning og biograf. Han tog Apolloen med sig og havde store problemer med sin kørsel på Ærø. Fotografiet med J2 er taget i 1912. Det er Kong Christian 10. og Dronningen, som sidder bag i vognen. Ankarfeldt som chauffør og en matros i passagersædet i foran. Postkort fra familien Wichmann. Bil nr. 1 se HER |
Her er så den gamle bindingsværkslænge i Krystalgade ved siden af Dams Hotel revet ned. I butikken er indrettet: "Slagteriets Udsalg". Niels Morten Ludvigsen fortæller (2014): Ejendommen til højre blev opført i begyndelsen af 1920'erne af glarmester Skovmose. Mine forældre flyttede ind i lejligheden over slagteriudsalget med mig. Skovmoses havde butikken ved siden af med porcelæn og glas. Sådan en butik kunne ikke ligge andre steder end i Krystalgade! Postkort, Bornholms Museum.
Krystalgade, Hotel og Gjæstgiveri Nutiden. Ingen oplysninger på kortet om forlag og tidspunkt. 1900erne. BM.
Krystalgade 20, "Hotel Nutiden" ved restauratør Johanne Pedersen. Hun konkurrerede mod "Hotel Fremtiden", som lå i Nørregade. Her blev det senere Bodega "Krystalkafeen". Foto Kaare Rasmussen 1936. Bornholms Museum.
Krystalgade 7, overtaget af Odd Fellow Logen og nedrevet 1931. "Hjemmelavet fin Confecture". står der på skiltet, bygningens sidste lille butik. Foto o. 1930, Bornholms Museum.
En af de sidste ejere af huset var Christian Spietz. Han var keramiker, uddannet hos faderen Johan Spietz i Tornegade i Rønne. Hans ejendom, som med sit salg udgjorde grundlaget for et legat, lå mellem Hjorths Fabrik og Dams Gård. Her havde Chr. Spietz haft udsalg af Spietz’s fajance samt af porcelæns- og kolonialvarer. Bygningen blev revet ned i 1931 - og Odd Fellowlogens nuværende ejendom blev opført og indviet i 1933. Et testamente, der var oprettet to år før Chr. Spietz’s død i 1877, bestemte, at husholdersken, Hansine Hansen- kaldet Sine Spietz - havde ret til at blive boende i ejendommen og leve af formuen. |
Efter Sine Spietz' død skulle der oprettes et "Legat til understøttelse af trængende keramikere". Efter hendes død i 1904 overgik bygningen i Krystalgade til Fajancefabrikanternes Sygeforening. Hansine Hansen testamenterede derudover midler til Rønne Kommune til en stiftelse for ærværdige og trængende kvinder på Søndre Allé 2.
Kaptajn Christian Spietz’s Legat til understøttelse af trængende keramikere blev så oprettet i 1904, efter at Fajancefabrikanternes Sygeforening havde overtaget boets formue på 5.500 kr. (knap en mio. kr. i dagens mønt). Uddeling af legatet blev foretaget hvert år i december måned, første gang i 1905. Sidste gang i 1997. |
Ch. L. Sundbølls forretning i Krystalgade, Rønne, fotograf på Bornholm 1912-1928. Bemærk at bygningen er opført 1912 og mon ikke det er den unge Sundbøll med overskæg i døren ind til forretningen. Fotograferet (af en assistent?) kort tid efter han var kommet til Rønne.
Krystalgade 16, Bornholms Ø-arkiv.
Fotopostkort, Bergers Salon i Krystalgade 18, Rønne. Ukendt fotograf (formentlig Ch. L. Sundbøll, som havde sin forretning i samme gade). Bornholms Ø-arkivs postkortsamling.
Hestehandel i Krystalgade 10, Rønne. Foto Th. Yhr, 1890erne. BM.
Allan Pihl Hansen fortæller om forretningen i denne ejendom: Vognmanden hed Poul Alfred Byder, født d. 18. juli 1870 i Knudsker sogn, søn af gårdejer Poul A. Byder, gift i 1893 med Michella, f. Andersen. Uddannet som landmand.
Forretningen i Krystalgade blev startet af hestehandler Jensen i 1880 og blev overtaget af vognmand Fr. Hansen fra 1911. Poul Alfred Byder overtog forretningen d. 2. juni 1914 med et Hestekøretøj, men i 1919 anskaffedes en tysk personvogn, ukendt mærke. I 1922 anskaffedes atter to personvogne, ukendt mærke, og her er så noget som ikke stemmer helt overens med min liste fra 1921, hvor hans HUDSON fremgår første gang. Om man så blot er sprunget lidt let hen over fakta vides ikke, men jeg tror, at den ene af vognene fra 1922 faktisk er omhandlede HUDSON - blot anskaffet i 1921. I 1937 havde han følgende vogne i drift: "I 515" fra 1928 - en Buick, åben men med påbygget top 60 Hk, 1400 kg, 7 personer. "I 1505" af mrk. FORD årg. 1936 til 5 personer, 80 heste, hvilket fortæller mig, at det var en V8 motor. Han boede i Krystalgade 10, Rønne. Vognmand Byders fine Hudson!
I 1923 var der Industriudstilling i Rønne og udstillingen blev åbnet af Kong Christian X og hans gemalinde Dronning Alexandrine. De kom selvfølgelig sejlende i det gamle kongeskib, Dannebrog, en hjuldamper. Kongeparret skulle køres op til udstillingsåbningen og det skete i byens fornemste bil: Bilen der ses til venstre på billedet med Dannebrog, havde nummer "I 93" og tilhørte vognmand Alfred Byder i Rønne. Meget interessant bil af mrk. HUDSON. Den var mørkegrøn og til 5-7 pers, og så havde den el, hvilket ikke var så almindeligt i 1921,hvor den fremgår første gang på en liste. (Allan Pihl Hansen). |
Krystalgade i Rønne med Hjorths Fabrik og Bornholms Socialdemokrat. Foto Chr. A. Møller.